Allerede abonnent?

Forskning

Aftenens tanker om jobbet påvirker trivslen næste dag

Om vi fokuserer mest på problemer eller løsninger, når vi tænker på jobbet uden for arbejdstiden, har betydning for vores trivsel den næste dag, viser hollandsk forskning.

’Jeg får aldrig den rapport færdig til tiden – det ender galt!’

Hvis vi har jobtanker af denne type om aftenen, kan det have negative konsekvenser for, hvordan vi har det den efterfølgende dag. Det viser et studie fra Maastricht Universitet i Holland, som har undersøgt, hvordan det påvirker vores restitution og trivsel, når vi bliver ved med at tænke på jobbet efter arbejdstid.

– Mange mennesker oplever et højt arbejdspres, og ofte oplever folk det ikke kun i løbet af arbejdsdagen, men også derhjemme efter arbejdstid. Tanker om arbejdet aktiverer vores organisme lige så meget som at være på arbejde, og for at kunne restituere tilstrækkeligt om aftenen bør medarbejdere give slip på arbejdsrelaterede problemer, siger ph.d.-studerende Abbas Firoozabadi, der er hovedforfatter på studiet.

Imidlertid er der mange, som ikke giver slip på arbejdet om aftenen, og for dem har det betydning, om tankerne om jobbet handler mest om problemer eller om mulige løsninger, viser studiet, der er baseret på besvarelser fra 171 medarbejdere fra forskellige organisationer. 

Køb abonnement til Magasinet Arbejdsmiljø

Med et abonnement på Magasinet Arbejdsmiljø får du 11 blade om året samt fuld adgang til mitarbejdsmiljø.dk med indhold, der er tilpasset dig og dine behov.

Køb abonnement

Løsningsorienterede tanker virker bedst 

Når en medarbejders tanker primært handler om negative følelser i forbindelse med arbejdsrelaterede problemer, har det, ifølge studiet, en hæmmende effekt på medarbejderens restitution om aftenen inden sengetid, hvilket fører til dårligere trivsel den efterfølgende dag. Handler tankerne derimod om at finde løsninger på de arbejdsrelaterede problemer, har det en positiv effekt på restitutionen og trivslen. 

Forskerne fandt dog også, at de løsningsorienterede tanker om arbejdet kun har en positiv effekt hos medarbejdere, som er gode til at regulere deres tanker og følelser, mens de har den modsatte effekt hos dem, som ikke er det, fortæller Abbas Firoozabadi. 

På baggrund af studiets resultater anbefaler forskerne, at medarbejdere får større viden om vigtigheden af restitution, især i forhold til de forskellige tilgange til at tænke på arbejdet efter arbejdstid. 

– Organisationer bør også være opmærksomme på risiciene ved konstant at stræbe efter mere effektivitet og forvente, at medarbejderne arbejder længere og mere intenst. Mennesker har brug for tilstrækkelig restitution, og derfor kan organisationerne overveje at udvikle en politik om at begrænse arbejde uden for arbejdstiden, siger Abbas Firoozabadi.

Kilde: ‘Solving problems or seeing troubles? A day-level study on the consequences of thinking about work on recovery and wellbeing, and the moderating role of self-regulation’, European Journal of Work and Organizational Psychology, 2018

Forfatter: Sarah Kirkemoe Galán
Magasinet Arbejdsmiljø: No. 4 2019
Find artikler med samme emneord