Allerede abonnent?

Nyheder

Døgnrytmelys kan hjælpe sygeplejersker med skiftearbejde

Elektrisk lys, som efterligner naturligt sollys ved at skifte i løbet af døgnet, kan give sygeplejersker med nattevagter bedre søvn og har samtidig positiv indflydelse på arbejdsmiljøet. Det viser et nyt studie.

På mange hospitalsafdelinger er lysniveauet konstant døgnet rundt, og det kan være hårdt for medarbejdere på nattevagt, fordi kroppen har brug for mørke og hvile om natten. I et nyt pilotstudie har Aarhus Universitetshospital og Rigshospitalet Glostrup i samarbejde med lysvirksomheden Chromaviso undersøgt effekten af døgnrytmelys hos sygeplejersker i skiftende vagter. Studiet viser positive tendenser.

– Vi har fået forskellige udsagn i studiet, og derfor er resultaterne ikke helt entydige. Men tendensen er, at sygeplejersker, som har været eksponeret for døgnrytmelys, generelt oplever en bedre søvn, idet de falder lettere i søvn og sover mere roligt. De har generelt lettere ved at vågne om morgenen og føler sig bedre udhvilet efter tre dage i døgnrytmelyset sammenlignet med kontrolgruppen, fortæller en af forskerne bag studiet, klinisk sygeplejespecialist og ph.d. Leanne Langhorn fra Aarhus Universitetshospital.

Positivt for arbejdsmiljøet

Studiet er foretaget blandt 26 sygeplejersker i skiftende vagter på en intensiv- og en rehabiliteringsafdeling med døgnrytmelys, samt en kontrolafdeling med almindeligt lys. På grund af studiets størrelse har det ikke været muligt at opnå signifikans på resultaterne. De understøtter dog anden forskning, som viser sammenhæng mellem lys, søvn, energi og humør.

– Andre nye studier viser, at der normalt skal mindst fire døgn til at vende døgnrytmen efter nattevagter. Vores projekt indikerer, at døgnrytmelys muligvis kan reducere denne tid. Det kunne være interessant at undersøge nærmere, siger Leanne Langhorn. Studiet peger samtidig på en positiv adfærdsregulerende effekt af døgnrytmelyset, der om natten automatisk reguleres til et varmt lys uden de blå toner, som især kan være forstyrrende for kroppen.

– Døgnrytmelyset har generelt en positiv indflydelse på arbejdsmiljøet og adfærden blandt personalet. I afdelingen med døgnrytmelys er man bevidst om at fastholde en naturlig og regelmæssig døgnrytme med lys og aktivitet om dagen og mørke, ro og hvile om natten. På intensiv afdeling har døgnrytmelyset givet den tydeligste positive respons, hvilket kan forklares med, at man her tidligere havde lyset tændt og aktivitet døgnet rundt, siger Leanne Langhorn. 

Studiet af døgnrytmelys

Studiet er en del af et større forskningssamarbejde mellem Rigshospitalet, Aarhus Universitetshospital og den sundhedsteknologiske virksomhed Chromaviso med støtte fra Markedsmodningsfonden. Rigshospitalet har allerede publiceret resultaterne af et større klinisk studie på 90 patienter, som viste signifikant effekt på depression, træthed og døgnrytme. Flere forskningsresultater er på vej. 

Døgnrytmer skal samarbejde

Anne Helene Garde er professor ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, hvor hun blandt andet forsker i konsekvenserne af forskellige former for arbejdstid. Hun fortæller, at der i kroppen eksisterer en række forskellige døgnrytmer for blandt andet vores temperatur, hormoner og reaktionsevne. De skal helst arbejde sammen, og det samarbejde kan blive påvirket, når vi arbejder om natten.

– Vi ved, at natarbejdere har større risiko for en række sygdomme, og vi har nogle velbegrundede hypoteser om, at forstyrrede døgnrytmer er en del af mekanismen bag. En af de vigtigste ’forstyrrere’ er lys. Lys er med til enten at stabilisere eller forskyde vores døgnrytme, og derfor er det interessant at se på, hvordan man ved at bruge lyset kan hjælpe folk til enten at forskyde eller fastholde deres døgnrytme, siger Anne Helene Garde. 

Køb abonnement til Magasinet Arbejdsmiljø

Med et abonnement på Magasinet Arbejdsmiljø får du 11 blade om året samt fuld adgang til mitarbejdsmiljø.dk med indhold, der er tilpasset dig og dine behov.

Køb abonnement
Forfatter: Sarah Kirkemoe Galán
Magasinet Arbejdsmiljø: No. 8 2018