Allerede abonnent?

Nyheder

Konflikter på jobbet kan stjæle opmærksomheden i trafikken

Når erhvervstrafikanter falder i staver i bilen, skyldes det ofte, at tankerne kredser om konflikter eller ting, man skal nå på jobbet.

En deadline, der nærmer sig, eller en spids bemærkning fra en kollega. Det kan være noget af det, der fylder, når erhvervstrafikanter bliver uopmærksomme. I en undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik har gennemført blandt danske erhvervstrafikanter, siger mere end hver femte, at når de sidder i egne tanker i trafikken, handler det om problemer eller konflikter på jobbet. Mere end halvdelen siger, at de tænker på ting, de skal nå enten på arbejdet eller privat.

– Når vi er uopmærksomme i trafikken, kan det være farligt og i værste fald resultere i ulykker. Jeg har hørt flere chauffører fortælle, at det kan være uhyggeligt pludselig at sidde med tanken: ’Hvordan er jeg kommet herhen?’ Og det handler jo om, at man har været alle mulige andre steder mentalt, imens man har kørt bil, siger Mathias Hjorth Frederiksen, der er projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Han understreger, at hvis man skal mindske risikoen for at blive uopmærksom under kørslen, er forberedelse vigtigt.

– De bedste forudsætninger for at kunne fokusere på kørslen er at forberede sig inden afgang. Indstil gps’en inden turen, planlæg telefonsamtalerne, så de tages før eller efter turen, og læg mobiltelefonen fra dig og kør afsted i god tid. Brug dine sanser på at køre bil, når du kører bil.

 

Abonnement

Bliv medlem idag og se alle de mange fordele for dig og din virksomhed

Køb abonnement

Øget arbejdspres 

Ifølge Johnny Dyreborg, der forsker i ulykker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, vil uopmærksomhed i trafikken stort set altid have en årsag. Eksempelvis kan det handle om oplevelsen af et øget arbejdspres hos chaufføren. 

– Når der er mange ting, vi skal holde styr på, kan det forstyrre vores opmærksomhed. For eksempel kan en for tæt tidsplan, når man kører gods, betyde, at man bliver mere uopmærksom, siger han. 

Skal man mindske uopmærksomheden, er det vigtigt, at man i virksomheden taler om, hvad der skaber den, forklarer Johnny Dyreborg. 

– Hvis man i virksomheden er god til at tale om tingene og viser, at man prioriterer sikkerhed, vil man som chauffør formentlig føle sig mindre presset, hvis der opstår en uforudset situation, der forsinker en. Eksempelvis hvis man modtager et vigtigt opkald og bliver nødt til at køre ind til siden.

Forfatter: Ida Marie Winge
Magasinet Arbejdsmiljø: No. 4 2019
Find artikler med samme emneord