Allerede abonnent?

Nyheder

For lidt søvn efter nattevagter kan give flere smerter

Natarbejde øger risikoen for smerter flere steder i kroppen, og sover man for lidt efter en nattevagt, har det især indflydelse på smerter i mave og underkrop, viser et nyt norsk studie.

Når man kommer hjem om morgenen efter en nattevagt, kan det være svært at få indhentet den søvn, kroppen er gået glip af om natten. Nu viser et studie fra det norske arbejdsmiljøinstitut STAMI, at natarbejde øger risikoen for smerter i forskellige dele af kroppen, og at risikoen kan hænge sammen med for lidt søvn.

Undersøgelse blandt sygeplejesker

Studiet er foretaget blandt 679 sygeplejersker i treholdsskift, som dagligt har besvaret spørgsmål om deres søvn, vagttype og smerter. De indsamlede data viser, at sygeplejerskerne efter nattevagter generelt oplevede flere smerter i hovedet og armene. Når sygeplejerskerne efter en nattevagt kun sov i kort tid, oplevede de også flere smerter i mave, hofter, ben og fødder. 
Ifølge Dagfinn Matre fra STAMI, en af forskerne bag studiet, peger denne sammenhæng mellem kort søvnlængde og øget risiko for smerter i visse dele af kroppen på, at netop disse smerter måske kan forhindres ved at få tilstrækkelig søvn.
– Sandsynligvis er især den dybe søvn vigtig, fordi for kort tid i dyb søvn både øger kropsligt ubehag og medfører, at smertefulde tryk på kroppen opleves mere intenst, siger forskeren.

Abonnement

Bliv medlem idag og se alle de mange fordele for dig og din virksomhed

Køb abonnement

Sørg for tid til søvn

Der er flere videnskabelige hypoteser om, hvorfor natarbejde kan øge risikoen for smerter, og netop forkortet søvnlængde er en af dem, fortæller Dagfinn Matre.
– Det er forholdsvis godt dokumenteret, at personer med søvnproblemer har højere risiko for at udvikle smerter i muskler og skelet. Denne sammenhæng går dog også den modsatte vej, siger han.
På baggrund af resultaterne i det nye studie anbefaler Dagfinn Matre, at man på arbejdspladser med natarbejde sørger for at lægge vagtplaner, hvor medarbejderne har tilstrækkelig tid til at restituere og sove mellem nattevagter.
– Især bør man forsøge at undgå såkaldte ’quick returns’, hvor man for eksempel går fra en nattevagt til en morgenvagt. En lille lur under en nattevagt kan sandsynligvis også hjælpe. Og så bør antallet af nattevagter reduceres, når man bliver ældre, siger han. 

7,5% af alle beskæftigede har nattevagter - Politi, passagermedarbejdere, brændmænd, læger og sygeplejesker er de største grupper

Kilde: ‘Sleep duration mediates abdominal and lower-extremity pain after night work in nurses’, International Archives of Occupational and Environmental Health, April 2019

Forfatter: Sarah Kirkemoe Galán
Magasinet Arbejdsmiljø: No. 5 2019
Find artikler med samme emneord