Allerede abonnent?

Reduceret arbejdstid kan mindske stress og øge produktivitet

Virksomheder i Danmark og udlandet er begyndt at eksperimentere med nye modeller for, hvordan man kan tilrettelægge arbejdstiden på en anden måde, for eksempel ved at indføre en firedages arbejdsuge. Formålet kan blandt andet være at reducere stress. Modellen har vist sig at kunne give både bedre trivsel og øget produktivitet. Men positive resultater er ikke en selvfølge. For forudsætningerne for nedsat arbejdstid er ikke lige gode alle steder, understreger arbejdsmarkedsforsker.

Flere virksomheder er begyndt at afprøve nye modeller for, hvordan man kan indrette arbejdsugen anderledes – blandt andet i form af en firedages arbejdsuge. En af årsagerne kan ifølge seniorforsker i arbejdsmedicin Bo Netterstrøm være, at virksomhederne ønsker at reducere stress og fremme trivsel for medarbejderne, men det kan også være en naturlig følge af en stigende automatisering, siger arbejdsmarkedsforsker og professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet Bent Greve.

Køb abonnement til Magasinet Arbejdsmiljø

Med et abonnement på Magasinet Arbejdsmiljø får du 11 blade om året samt fuld adgang til mitarbejdsmiljø.dk med indhold, der er tilpasset dig og dine behov.

Køb abonnement

Nogle virksomheder har indført reducerede arbejdsuger, hvor de skærer en femtedel af arbejdsugen fra, så medarbejderne har fri fredag og normal længde arbejdsdage mandag til torsdag. Andre har indført såkaldte komprimerede arbejdsuger, hvor fredag bliver fridag, mens arbejdstiden mandag-torsdag ­stiger.

Uanset modellen mener Bo Netterstrøm, at en firedages arbejdsuge rummer et stort potentiale i forhold til at reducere arbejdsrelateret stress.

– Restitution er afgørende for stressudvikling og trivslen. Og her kan den ekstra restitution ved en firedages arbejdsuge have en stor effekt. Stress er ikke kun et udtryk for spidsbelastninger på arbejdet. For det kan vi sådan set godt tåle. Men kun hvis vi også får den rette restitution. Og her kan en firedages arbejdsuge være en måde at sikre bedre restitution på, så færre stressrammes, siger Bo Netterstrøm.

Ingen 'one size fits all'

Stressproblematikken er en af grundene til, at flere virksomheder nedsætter medarbejdernes arbejdstid. Men nogle af de virksomheder, som er gået ned på en 30-timers arbejdsuge, har samtidig oplevet produktivitetsforbedringer. Fordi medarbejderne er bedre restitueret, deres stressniveau er faldet, og deres trivsel er løftet, er de også blevet mere produktive i deres arbejde.

Det er dog ikke ensbetydende med, at en firedages arbejdsuge med nedsat arbejdstid er en skabelon, man kan lægge ned over en hvilken som helst virksomhed og per automatik få bedre trivsel og øget produktivitet til følge. Det understreger Bent Greve, sociolog og lektor ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet.

Han betoner, at det særligt er i vidensarbejde, såkaldt white collar-arbejde, at det er sandsynligt at få en produktivitetsgevinst ved en arbejdstidsnedsættelse. I service- og omsorgsfag, såkaldt pink collar-arbejde, er forudsætningerne for at skabe produktivitetsforbedringer med nedsat arbejdstid ikke de samme.

– Der, hvor vi indtil videre har til gode at se store produktivitetsforbedringer ved nedsat arbejdstid, er i de fag, hvor der er direkte kontakt med mennesker som pasning og undervisning af børn og pleje af ældre. Fordi der er nogle interpersonelle relationer, som skal fungere, og som er svære at optimere i forhold til tid, siger Bent Greve.

Arbejdsugen i Danmark

  • 1900 Arbejds­tiden er 60 timer om ugen ifølge overenskomsterne i jern­industrien
  • 1915 Arbejds­tiden er 56 timer om ugen
  • 1920 Arbejds­tiden er 48 timer om ugen
  • 1960 Arbejds­tiden nedsættes til 45 timer om ugen
  • 1971 Arbejds­tiden reduceres til 41,75 timer om ugen
  • 1985 Arbejds­tiden nedsættes til 39 timer om ugen
  • 1990 Den normale arbejdstid reduceres til 37 timer om ugen.

Arbejdspladser, der har retænkt arbejdsugen

Toyota Center Göteborg, Sverige

I 2002 indførte bilværkstedet toholdsskift, hvor det ene hold møder om morgenen, det andet om eftermiddagen. Samtidig gik mekanikerne og smedene fra 40 til 30 timer til fuld løn. Ifølge servicechef Martin Banck har det givet en produktivitetsøgning på omkring 20 procent. Dels fordi værkstedets kapacitet udnyttes bedre, dels fordi medarbejderne laver mere i løbet af de seks timer, end de gjorde i løbet af de otte timer. Antallet af sygedage er bragt ned, spildtiden med mange pauser i løbet af en lang arbejdsdag er reduceret, medarbejderne har mere energi og er alt i alt blevet mere effektive. Desuden har værkstedet fået flere kunder på grund af den øgede åbningstid.

Filimundus, Sverige

Virksomheden, der udvikler apps og er baseret i Stockholm, skiftede i 2015 til sekstimers arbejdsdage for at give medarbejderne mere tid til familielivet, fritidsinteresser og motion. Mandag til fredag arbejder medarbejderne to blokke a tre timer med en times pause imellem. Altså 30 timer om ugen. For at kompensere for de færre arbejdstimer har man bedt medarbejderne holde sig helt fra sociale medier i arbejdstiden og begrænse antallet af personalemøder. Ifølge direktør Linus Feldt er produktiviteten stadig den samme, og desuden er antallet af interne konflikter faldet, fordi de ansatte er mere glade og veludhvilede.

Perpetual Guardian, New Zealand

Sidste år indførte virksomheden Perpetual Guardian, der arbejder med testamentering og ejendomme, en firedages arbejdsuge for de 240 medarbejdere, som gik fra 37,5 timer til 30 timer om ugen til fuld løn. Efter en tomåneders prøveperiode var resultaterne markante. Et følgestudie fra Auckland University of Technology viste, at medarbejdernes følelse af work-life-balance steg med 24 procent, og stressniveauet faldt med syv procent. På baggrund af den succesfulde prøveperiode har Perpetual Guardian nu permanent indført firedages arbejdsugen som et valgfrit tilbud for alle ansatte.

Odsherred Kommune, Danmark

Omkring 300 administrative medarbejdere på rådhuset i Odsherred Kommune på Vestsjælland gik i september i år fra 37 timer til 35 timer og over til en firedages arbejdsuge. Forhåbningen er, at de længere weekender vil give medarbejderne større trivsel og arbejdsglæde og skabe en bedre work-life-balance for arbejdspladsens mange pendlere.

Samtidig betyder den komprimerede arbejdsuge, at rådhuset holder lukket fredag, men at åbningstiderne bliver længere mandag-torsdag. Rådhuset bliver på den måde bedre tilgængeligt for borgerne i ydertiderne.

Som udgangspunkt er det indført som et treårigt forsøg. 

– Det skal evalueres løbende, men det er sat i gang, fordi vi tror på, at modellen er rigtig. Og fordi vi gerne vil have det permanent. Hvis det giver gode resultater, håber vi, at det også kan udbredes til andre dele af det kommunale arbejde, fx børne- og ældreområdet, men det vil helt sikkert kræve andre skræddersyede modeller, siger kommunaldirektør Claus Steen Madsen.

Forfatter: Martin Leer Scharnberg
Magasinet Arbejdsmiljø: No. 10 2019
Find artikler med samme emneord