Allerede abonnent?

Nyheder

Rynkede bryn? Vores kropssprog kan føre til misforståelser

Vi skal være mere opmærksomme på de små detaljer i måden, vi omgås hinanden. Ellers kan det skabe utryghed på jobbet, mener professor Gitte Rasmussen.

Hvis chefen går hurtigt forbi på gangen, efter man har afleveret en rapport, eller kollegaen rynker brynene i en samtale, kan det skabe usikkerhed: Handler det om mig? Har jeg gjort noget galt? Også selvom chefens hurtige gang blot skyldes, at hun har travlt, og kollegaen bare har sovet for lidt og derfor ikke orker mere den dag. Ifølge Gitte Rasmussen, der er professor på Syddansk Universitet og forsker i betydningen af de små detaljer i vores kommunikation, er det vigtigt at være opmærksom på, at alt, hvad vi gør, bliver fortolket af andre. For hvis vi ikke holder øje med, hvilke signaler vi sender, kan det give anledning til misforståelser og utryghed på arbejdspladsen.

– Hele vores sociale liv består af detaljer. De er centrale for, hvordan vi forstår hinanden, og alt kan tillægges betydning. Det kan være de helt små ting, som at kollegaen rejser sig lidt hurtigt fra sin stol eller kigger lige lidt for længe, inden hun svarer på et spørgsmål, der får en bestemt betydning og kan være problematiske for relationen, siger hun. 

Sæt ord på

For selvom vi er mestre i at læse hinanden og forstå de små signaler, kan vi komme til at gå fejl af hinanden og situationen. Derfor er det vigtigt at kunne tale åbent om de små detaljer.

– Vi er ikke vant til at tale om detaljerne, og derfor kan det være enormt svært at sætte ord på, hvad der præcis var problemet i en bestemt situation, siger Gitte Rasmussen. Når man misforstår hinanden, kan det blandt andet handle om, at man er forskellige typer, der bruger krop og sprog forskelligt.

– Nogle bevæger sig eksempelvis meget, når de snakker, og de snakker meget og hurtigt. Andre gør ikke. Dem, der er meget aktive, når de kommunikerer, kan komme til at læse dem, der er mere stille, som om de ikke er engagerede, forklarer hun. Mobning med detaljer At vi bliver bedre til at tale om de små detaljer er også centralt, når der er en reel mobbekonflikt på arbejdspladsen. Måske bliver det ikke sagt direkte, at man ikke bryder sig om en kollega eller det, vedkommende siger, men de små detaljer viser det. Eksempelvis ved at der bliver rullet med øjnene, mens man bliver takket, eller at der er stille, når man kommer ind i et lokale.

Selvom de små detaljer er ekstremt vigtige for situationen, risikerer man at blive latterliggjort eller affærdiget, når man påpeger dem. Eksempelvis med sætninger som ’Er du ikke lige lidt for følsom’ eller ’Det var jo ikke det, jeg sagde’, forklarer Gitte Rasmussen. 

Kilde: Studiet ‘Uncivil Workplace, Uncivil Home: Workplace Incivility and Harmful Parenting Behavior’. Find den videnskabelige artikel på www.apa.org – søg på titlen. 

Køb abonnement til Magasinet Arbejdsmiljø

Med et abonnement på Magasinet Arbejdsmiljø får du 11 blade om året samt fuld adgang til mitarbejdsmiljø.dk med indhold, der er tilpasset dig og dine behov.

Køb abonnement
Forfatter: Ida Marie Winge
Magasinet Arbejdsmiljø: No. 9 2018
Find artikler med samme emneord