Allerede abonnent?

Nyheder

Støjforebyggelse har virket

Forskning blandt ansatte i brancher med meget støj viser, at der ikke er sammenhæng mellem støj og høretab. Høreværn, støjafskærmning og anden forebyggelse ser ud til at have virket.

Der er ingen sammenhæng mellem arbejdsstøj og dårlig hørelse eller tinnitus blandt industriarbejdere, pædagoger, nedrivere og trykkerimedarbejdere. Det viser en ny undersøgelse fra Aarhus Universitetshospital af 554 beskæftigede i 11 udsatte brancher. 

Undersøgelsen viser, at støjniveauet er faldet i ti ud af de 11 brancher i perioden fra 2001 til 2010. Samtidig angiver flere, at de bruger høreværn ved støj på mere end 85 dB, som er grænsen for, hvornår det er lovpligtigt at bruge høreværn. I 2001 brugte 70 procent høreværn, mens det i 2010 var 76 procent. 

– Konklusionen er ikke, at nu kan du tage høreværnet af og gå glad hjem i seng, for nu er støj sikkert. Men konklusionen er, at vi over en bred kam ikke ser skadevirkninger på øret ved de støjniveauer, vi har målt, og med den brug af høreværn, vi har fået indrapporteret, siger overlæge og forsker Thomas Winther Frederiksen fra Aarhus Universitetshospital.

Han har stået i spidsen for undersøgelsen, der er lavet med sparring fra blandt andet Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA.

Regler og love har virket 

Forskerne har foretaget mere end 1.000 støjmålinger ude på arbejdspladserne og undersøgt sammenhængen mellem støj, høretab og tinnitus for alle brancher under ét. Og ifølge Thomas Winther Frederiksen ser det ud til, at de regler og love om støj, som er blevet indført i 1980’erne, har virket. 
– Vi kan se, at de, der havde deres første ansættelse i støj før 1980, havde en større risiko for høretab end dem, der blev ansat senere. Det er opløftende, at det kan betale sig at investere i arbejdsmiljø, siger Thomas Winther Frederiksen. 

Så meget støj er der

Støj er stadig et problem

Alligevel er støjproblemerne ikke løst: 

 – Der er stadig skadelig støj på over 85 dB på arbejdspladserne, men i mindre grad end tidligere. Så længe der er det, er det et problem. Og så er det selvfølgelig et problem, at hver fjerde ikke bruger høreværn ved støj over 85 dB, siger han. 

Hvor mange af dem, der ikke bruger høreværn, som får dårligere hørelse, viser undersøgelsen ikke noget om.

Kilde: Frederiksen TW, Ramlau-Hansen CH, Stokholm ZA, et al. Noise-induced hearing loss – A preventable disease? Results of a 10-year longitudinal study of workers exposed to occupational noise. 

Fakta om støj

Støj kan forårsage høretab og kan ikke afhjælpes ved operation, men som regel med et høreapparat. 

Med en høreskade følger ofte sygdommen tinnitus, som er ringen eller susen for ørerne. 

Vi reagerer forskelligt på støj.

Bliver vi udsat for samme mængde støj, vil nogle få store høretab, mens andre ikke vil tage skade. Høreværn skal bruges ved støj på over 85 dB.

Køb abonnement til Magasinet Arbejdsmiljø

Med et abonnement på Magasinet Arbejdsmiljø får du 11 blade om året samt fuld adgang til mitarbejdsmiljø.dk med indhold, der er tilpasset dig og dine behov.

Køb abonnement
Forfatter: Annemette Grant Larsen
Magasinet Arbejdsmiljø: No. 12 2017
Find artikler med samme emneord
Se relevante leverandører