Allerede abonnent?

Nyheder

Store gevinster ved hverdagsmotion

Ved at erstatte en halv times stillesidden med en hverdagsaktivitet reduceres risikoen for at dø af hjertekarsygdom med 24 procent, viser stor svensk undersøgelse.

Brug hæve-sænkebordet, tag trappen eller hold et walk and talk-møde i det fri i stedet for at sidde om det sædvanlige mødebord. Vi har hørt det før, men forskning fra det svenske Karolinska Institutet viser nu overraskende store helbredsgevinster ved selv små hverdagsaktiviteter. Blot ved at erstatte en halv time på stolen med en eller anden form for aktivitet – at gå eller cykle til arbejde – kan man således minimere risikoen for at dø af hjertekarsygdomme med 24 procent.

Lav intensitet giver gevinst

Det har længe været kendt, at middel- til højintensiv træning har en positiv indflydelse på hjerte og kredsløb. Effekten af lavintensiv aktivitet har dog længe været omdiskuteret – indtil nu. For forskerne bygger resultatet på et stort befolkningsstudie med 1.200 deltagere, hvor man bl.a. har målt på deltagernes fysiske aktivitet ved hjælp af sensorer. Henover 15 år har man sammenholdt data med svenske registre og set, hvem der er døde, og hvad de er døde af. – Det er et enestående studie, da vi har kunnet følge et stort antal mennesker med objektivt målt fysisk aktivitet i op til 15 år. I tidligere studier har man spurgt til aktivitetsniveauet, men det kan lede til fejlrapportering, eftersom det er svært at huske nøjagtigt, hvor længe man har siddet stille, og hvor meget man har rørt sig, siger projektleder lektor Maria Hagströmer fra Karolinska Institutet til instituttets hjemmeside.

Lidt er godt – mere er bedre

Det svenske studie viser også, at skruer man op for aktivitetsniveauet og eksempelvis tager en rask daglig gåtur på ti minutter, går det endnu bedre. Her mindskes risikoen for at dø af hjertekarsygdomme med 38 procent. Med 30 minutters træning hver dag mindskes den med hele 77 procent. Studiet bekræfter en række lignende studier, som viser, at selv lidt bevægelse i en ellers stillesiddende hverdag kan have relativ stor effekt. Således viste forskning fra Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet i 2017, at fysisk inaktive raske mænd på kort tid kunne sænke blodsukkeret blot ved hyppigt at skifte mellem siddende og stående stilling. Et tidligere studie fra Karolinska Institutet viste, at personer, der sammenlagt sidder ned i mere end ti timer om dagen, har 2,5 gange så stor risiko for tidlig død som de, der sammenlagt sidder mindre end 6,5 time dagligt.

Se gode øvelser på www. jobogkrop.dk

Læs forskningsartiklen om Karolinska Institutets undersøgelse her www.dovepress.com og den svenske artikel: ki.se/nyheter/vardagsmotion-gavovantat- stora-halsovinster 

- Læs Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalets gode råd til at få mere aktivitet ind i hverdagen: aktivsundhed.dk/images/docs/FAISFv2.pdf 

Køb abonnement til Magasinet Arbejdsmiljø

Med et abonnement på Magasinet Arbejdsmiljø får du 11 blade om året samt fuld adgang til mitarbejdsmiljø.dk med indhold, der er tilpasset dig og dine behov.

Køb abonnement
Forfatter: Jens Kristian Kisbye Dreyer
Magasinet Arbejdsmiljø: No. 9 2018