Allerede abonnent?

Forsker på job: Der er rigtig mange svampe og bakterier i luften, når man arbejder med spildevand, affald og slam

Seniorforsker og ph.d. Anne Mette Madsen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø undersøger sammenhængen mellem affalds­arbejderes helbred og mikro­organismer i deres arbejdsmiljø. Hun fortæller om sin forskning:

– Vi tager prøver fra luften omkring affaldsarbejdere og fra deres hænder, og på den måde måler vi deres eksponering for mikroorganismer. Der findes rigtig mange svampe og bakterier i luften, når man arbejder med spildevand, affald og slam. I et tidligere studie, vi har gennemført blandt skraldemænd, viste de højeste målinger henholdsvis 500.000 bakterier og 200.000 svampe i en kubikmeter luft.

– Vi ved, at nogle af de mikroorganismer, affaldsarbejderne udsættes for, kan give sygdomme. Det gælder blandt andet bakterierne E. coli og salmonella. Men mange af mikroorganismerne ved man meget lidt om i forhold til, om de kan give helbredsproblemer. Derfor undersøger vi i dette projekt, hvordan affaldsarbejderne reagerer på det, de bliver udsat for. De får spørgeskemaer, hvor de rapporterer om helbredsproblemer som for eksempel astma. Vi tager også blodprøver for at måle på inflammation, som er en betændelseslignende reaktion. Hvis man har forhøjet inflammation i lang tid, kan det på sigt føre til luftvejsproblemer eller hjertekarsygdomme.

Forskningsprojekt: ’Spildevand, affald og slam – identificering og kvantificering af eksponering for biologiske agenser, risikovurdering og arbejdsbetingede helbredsrisici’. 
Projektet forventes afsluttet ved udgangen af 2022.